- 71 % mener, at Ruslands invasion af Ukraine og dens konsekvenser giver grund til at sætte skub i den grønne omstilling.
- Uanset energi- og inflationskrisen mener næsten halvdelen af danskerne (47 %), at klimaforandringerne er landets største udfordring.
- 80 % giver udtryk for, at hvis vi ikke drastisk reducerer vores forbrug af energi og varer i de kommende år, styrer vi mod en global katastrofe.
- 63 % prioriterer indeksering af energipriserne efter den enkelte husholdnings forbrug.
Det er nogle af resultaterne af den seneste årlige klimaundersøgelse, som blev gennemført i august 2022, og som Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har offentliggjort i dag. EIB varetager Den Europæiske Unions långivning og er verdens største multilaterale långiver til klimaprojekter.
Efter et år med udfordringer, hvor Ruslands invasion af Ukraine har medført en aktuel energikrise og højere inflation over hele Europa, og hvor der har været ekstremt sommervejr med hedebølger og tørker, der slog alle rekorder, er danskerne blevet endnu mere bevidste om klimaforandringernes virkninger og det presserende behov for handling.
Klimabevidsthed og presserende behov
Sidste år blev covid-19 anset for at være danskernes primære udfordring, men nu er inflationsbekymringerne fremherskende, idet 60 % angiver de stigende leveomkostninger som deres største bekymring – i forhold til 36 % i resten af EU.
Klimaforandringerne ligger lige efter inflationen (47 % betragter dem som den største udfordring). Desuden siger 59 % af danskerne nu, at de mærker klimaforandringerne i deres dagligdag (+4 procentpoint i forhold til 2021).
Med henblik på at løse energi- og klimakrisen giver 80 % udtryk for, at hvis vi ikke drastisk reducerer vores forbrug af energi og varer i de kommende år, styrer vi mod en global katastrofe. Samtidig mener 75 %, at Danmark er for langsom til at gribe til handling, og kun et lille flertal (52 %) tror, at det vil lykkes de danske myndigheder at mindske CO2-udledningen væsentligt inden 2030.
Krigen i Ukraine og den grønne omstilling
De fleste danskere (71 %) mener, at krigen i Ukraine og dens konsekvenser for olie- og gaspriserne giver grund til at sætte skub i den grønne omstilling (+5 procentpoint i forhold til EU-gennemsnittet på 66 %). Adspurgt om prioriteringen af handlingerne forventer danskerne, at deres regering vil prioritere udvikling af vedvarende energikilder (53 %) frem for at fokusere på at sprede energiforsyningen for at undgå afhængighed af en enkelt leverandør (31 %).
En mindre del af danskerne mener, at borgerne og virksomhederne skal gøre mere for at reducere deres eget forbrug (16 % i forhold til EU-gennemsnittet på 19 %).